Sædkvalitet

Sædkvalitet i forbindelse med IVF og insemination. Herunder finder du yderligere info om sædkvalitet og betydningen af denne.

Er din sædkvalitet god eller nedsat (dårlig)?

For at et par kan blive gravide sammen, skal der meget og andet til end en god sædkvalitet. Derfor er det meget vigtigt, at barnløse par bliver grundigt undersøgt for at afdække, hvor årsagen til barnløsheden ligger. Hvis I har prøvet mere end et år på at blive gravide, og alt ellers er fundet normalt, er det relevant at få lavet en sædanalyse.

Til vurdering af sædkvaliteten tager man en sædprøve, som skal undersøges under mikroskop, skal helst være på 2 ml. Når sædprøven afleveres i laboratoriet på Vitanova, måler bioanalytikerne, hvor mange ml. sæd der er. Herefter undersøges sæden (sædkvalitet) i mikroskopet. Der skal helst være mindst 20 mio. sædceller pr. ml., og heraf skal mindst halvdelen bevæge sig hurtigt fremad. I en sædprøve vil der altid være en del sædceller, der ligger stille, bevæger sig i rundkreds eller er deforme. Mindst 30 % af sædcellerne skal være normale, for at der er tale om en god sædkvalitet.

Efter det første kik i mikroskopet renser bioanalytikeren sædprøven. Det er for at sortere de deforme og ikke så bevægelige sædceller fra, at sædprøven renses. Efter renseproceduren skal der være mindst 10 mio. sædceller tilbage, for at man kan sige, at der er tale om en god sædkvalitet.

Nedsat (dårlig) sædkvalitet

Dårlig sædkvalitet er den mest almindelige årsag til infertilitet hos et par. Der kan være flere årsager til, at en mand har dårlig sædkvalitet. Hos mange mænd er der ingen eller kun få levende sædceller i sædvæsken, og årsagen kan findes i testiklerne, hvor sædcellerne dannes. Når en dreng fødes ligger hans testikler i en kanal i bughulen, og i løbet af de første leveår skal testiklerne falde ned i pungen og helst lægge sig fast der. Gør de ikke det, vil manden senere i livet have en dårlig sædkvalitet eller være helt steril.

Sædcellerne kan ikke overleve store temperaturskift, derfor er pungens muskel indrettet sådan, at den kan trække sig sammen og føre testiklerne op mod kroppen, hvis temperaturen i omgivelserne falder, omvendt hvis temperaturen stiger, så udvider pungens muskulatur sig og kan bedre afgive varme.

Nogle mænd danner antistoffer mod egne sædceller, som derfor dør eller ikke udvikler sig korrekt og på den måde bevirker en dårlig sædkvalitet. I de senere år har der været meget fokus på, at en dårlig sædkvalitet kan skyldes miljøgifte og det kvindelige hormon Østrogen. Sædcelledannelsen er nemlig meget påvirkelig over for hormonforstyrrelser.

Spørgsmål i forhold til sædkvalitet?

Ring til os på telefon 33 33 71 01 eller kontakt os for yderligere information om sædkvalitet.